19. marts, 2024
Ny kirkebænk til Sions Kirke
Dorte Wassard og Jacob Würtzen samarbejdede i 2021-22 om at tegne 22 nye kirkebænke til Sions Kirke på Østerbro i København.
Kirken var oprindeligt udstyret med 42 stk. tæt opstillede kirkebænke, hvoraf kun bænkene på sidepulpiturerne – og enkelte i stueplan – i dag er bevaret.
Kirkebænkene var så umagelige at det ærgrede menigheden, og i 1974 blev de udskiftet med polstrede stolerækker.
Det var på tale at opstille ny bænke designet af arkitekt Arne Madsen, men dette kunne ikke godkendes af provstiudvalget, da de var for dyre.
Den oprindelige kirke:
Sions kirke er en sognekirke beliggende i Svanemøllekvarteret. Den blev indviet i 1896 og er tegnet af arkitekten Valdemar Koch (1952-1902). Da kirken blev projekteret og opført, var han på højden af sin alt for korte karriere.
I Sions Kirke – og før den – i den mindre Kapernaumskirken (1895) på Frederikssundsvej, kunne Koch trække på sin betydelige viden om danske middelalderkirker, skitser og arkitektoniske detaljer fra flere legatrejser til udlandet, og på sine ansættelser i studietiden som tegner hos arkitekterne Ludvig Fenger (1833-1905) og H.B. Storck. Begge fremragende arkitekter, der ligesom Valdemar Koch var præstesønner, tegnede kirker og endte som titulære professorer på Kunstakademiet.
Sions Kirke er opført i en brydningstid og vidner om det. Kirkerummet plan og tværsnit med søjle/hvælv-bårne sidepulpiturer synes inspireret af Immanuelskirken på Frederiksberg (1893, arkitekt A. Clemmensens). Sidepulpiturer var meget anvendt i tiden: de skaffede flere siddepladser til det eksplosivt voksende antal byboer i sognet.
Til forskel fra Clemmensens kirke, der i sine arkitektoniske detaljer er meget personlig i sin tolkning af én historisk stilretning (italienskinspireret romansk?), er Koch ret frigjort i sit brede valg af forskellige historiske og samtidige referencer.
Resultatet er et ukrukket og pragmatisk værk, der forener dansk middelalderarkitektur med italiensk romansk stil, løsreven skønvirke-ornamentik og dekorationskunst med rumudsmykning udført af unge, samtidige kunstnere. Anderledes end den samtidige arkitekt Martin Nyrops eklektiske, skønvirkearkitektur, der er mere personlig end Kochs.
Man forestiller sig, hvor befriende det må have været at træde ind i den nyopførte kirke og opleve det kultiverede, men uprætentiøse inventar, som må have stået i ret grel kontrast til samtidens herskende møbeltrend, – klunketiden, hvor møbler fremstod opulente og med en overdreven anvendelse af detaljer, effekter og påtrængende kunstneriske ornamenter.
Valdemar Koch formåede at disponere arkitektur, dekoration og kunst, så menigheden fik mest mulig kvalitet for de ca. 70.000 kroner hele kirken inkl. inventar angiveligt kostede.
Ombygninger
Senere om- og tilbygninger har med vekslende held ændret og udvidet kirken til nye tiders behov.
Tårnet fra 1922 (arkitekt K. Varming) og tilbygningen til menighedshuset i 60’erne (arkitekt Paul Staffeldt Matthiesen) er efter vores mening varige gevinster for kirken.
Men vi er især begejstret for orgelprojektet (Rolf Graae med Fogh & Følner Arkitektfirma) fra kirkens 100-års jubilæum. Her introduceres en lysere træsort i et raffineret projekt, fuld af genbrugte motiver fra kirkens oprindelige arkitektur og interiør.
Ny kirkebænk
Vores hensigt med den ny kirkebænk har været – ligesom orgelet – at tilføje nye, harmoniske toner i interiøret, og på samme vis bidrage til et løft og en respektfuld berigelse af det lidt tunge og spartanske indre. I forslaget videreføres og nyfortolkes den gamle bænks konstruktion og arkitektoniske intention, og de nødvendige ændringer er foretaget, så siddekomforten er blevet mere tidssvarende og komfortabel.
Kirkebænkene er udført af S. Guldfeldt Nielsen A/S i Odense og blev opstillet i kirken i december 2022, lige inden jul.
Leave a Comment