21. august, 2016
GAMLE KJØBENHAVNSKE HUSE OG GÅRDE
“Tre Kroner” i Tornebuskegade, København ca. 1895
På bogmarkedet i Helligåndshuset købte jeg for nyligt et lille hæfte GAMLE KJØBENHAVNSKE HUSE OG GÅRDE.
Det er skrevet før, der var noget der hed bygningsfredning herhjemme. Jeg faldt især for Alfred Larsens smukke tegninger og købte det slidte hæfte for 5 kroner.
Hæftet er udgivet af Foreningen Fremtiden, Thieles Bogtrykkeri 1895. Den let læste tekst, forfattet af arkitekten Erik Schiødte (1849-1909), er efter eget udsagn at betragte som en beskeden forklarende tekst til tegningerne, og den balancerer (docerer måske lidt), på samme måde, fint mellem det sentimentalt tilbageskuende, og det pragmatisk nutidige.
Om den igen aktuelle Ladegårdså under Åboulevarden kan man i afsnittet om forstæderne fx. læse:
Gæstgivergården Lygten, Nørrebro ca. 1895
“Endnu længere ude træffer vi den gamle Gjæstgivergaard Den hvide Svane og Løgten, der, som Store Vibenshus for Østerbros Vedkommende, for Nørrebros er Grænsestationen mod Landet.
Herude farer Jernbanetogene afsted tværs over Vejlinien, Bommene sænkes og hæves, Lokomotivpiberne hviner i Øret og Sporvognsklokkerne ringer hvert Øjeblik; Nutidens Dagklokke ringer sine posaiske, manende Toner for hver, der vil høre dem, medens den sidste Rest af Fortidens Poesi ligger stilfærdig og forladt som en stakkels Ruin af gammel Herlighed. Men ingen Sentimentalitet: de gamle Minders Ret i Ære, men Livets Ret er større end Mindernes; derfor maa vi skabe og arbejde, omforme og fornye, og hvad der ikke har Magt til at staae, det maa falde.
Denne Lov gjælder ogsaa Ladegaardsaaen, som danner Skjellet mellem Nørre- og Vesterbro; hvor Aaen hidtil har ført sit Løb, vil nu inden faa Aar en bred Boulevard i en Bue føre fra Peblingesøen til Nørrebros Runddel. Og dog var der en egen Tiltrækningskraft ved Ladegaardsaaen, selv om den just ikke altid var spejlblank, og der var en egen Stemning over de kullede, barkrevne Piletræer, der ludede saa stærkt ud over Bredderne, at man skulde frygte for, at de ved den mindste bevægelse vilde falde i Vandet. Hvor Aaen i sit bugtede Løb mellem grønne Marker ude på Landet drejer ind paa Byens Territorium, passerer den Aahuset på hjørnet af Falkoneralléen, et gemytligt gammelt Traktørsted, hvortil der knytter sig mange Erindringer, og lidt senere Baghaven til Rolighed. Ligesom de før omtalte bræddebeklædte Bindingsværkshuse er en af forrige Aarhundredes Hustyper, er Rolighed et Exempel paa en anden.
Landstedet Rolighed, ca. 1895
Det er et landsted, en Lystgaard, med Have foran og en Gaard, omgivet af længer bagved, før Markerne kommer, med andre ord en Herregaard en miniature. De er meget yndefulde disse hvide Bygninger med de høje Mansardtage af blaat-glasserede Teglsten og de høje, smalle Vinduer med smaa, firkantede Ruder; man forstaar godt, at denne Type er kommet paa mode igen i vor søgende og experimenterende Tid, hvor hver den, der ikke selv har noget specielt paa Hjerte, som med Djævels Vold og Magt skal frem, ganske naturligt opsøger det Felt i Fortidens Kunst, på hvilket han ifølge sin Smag og sit Naturel føler sig hjemme.”
Og så videre… I dag, ca. 120 år senere, må vi konstatere, at palæstilen ikke er gået af mode.
Hæftet slutter smukt og tankevækkende med disse ord, som :
“Det gjælder om at løse enhver Opgave, den være nok saa ringe, saa godt som ens Evner formaar det, og forsøge at kaste selv det flygtigste Skjær af Kunstens lysende Flamme over ethvert Værk, vi skaber. Saa har også den nulevende Slægt Haab om, at Eftertiden engang vil betragte dens Arbejde med Glæde og Interesse og føle noget af den samme Stemning derved, som vi nu føler ved Betragtning af Fortidens Arbeide.”
Reberbane, Christianshavns Vold ca. 1895
Leave a Comment